søndag den 26. maj 2013

Yann Martel: Pi's Liv


Originaltitel: Life of Pi
Forfatter: Yann Martel
Serie: -
Forlag: Seal Books
Sideantal: 356
Udgivet: 11-09-2001
Oversat til dansk: Pi's Liv
Læst på: Dansk
Stjerner: 5/5

Pi Patel vokser op i Indien, omgivet af dyrene fra sin fars zoologiske have,  og som 16-årig fylder Pi sit liv med religion i flertal; hinduisme, kristendom og islam. Hans religiøsitet bliver dog sat på en prøve, da ham og hans familie beslutter sig for at migrere til Canada, og skibet, som de rejser med, forliser i Atlanterhavet. Pi finder pludselig sig selv ombord på en redningsbåd, hvor han er alene sammen med en flok dyr, heriblandt den store, bengalske tiger, Richard Parker, der skal vise sig at blive hans største fjende og bedste ven.

At være skibbruden er at være fanget i en sidnsoprivende ballet opført af cirkler. Du er midtpunktet i en af cirklerne, mens to cirkler, der bekæmper hinanden, snurrer rundt over dig. Solen forfølger dig som en folkemængde, en larmende, påtrængende menneskemasse, der får dig til at sætte hænderne for ørerne, til at lukke øjnene, giver dig trang til at gemme dig. Månen plager dig ved tavst at minde dig om din ensomhed; du spærrer øjnene op for at undslippe ensomheden. Når du ser op, overvejer du fra tid til anden, om der ikke skulle være en anden som dig, der midt i en solar storm, midt i stilhedens hav, også ser op, også bliver holdt fanget af geometrien, også kæmper med frygten, raseriet, vanviddet, håbløsheden, apatien.

Yann Martel skrev denne fænomenale overlevelsesberetning med en sådan ynde og humor, at han allerede fra første side satte sin krog i min interesse og indfangede mit læserhjerte; det lykkedes ham efterfølgende at kaste mig ud i Atlanten, ombord på Pi's båd, hvor jeg lærte om overlevelse fra en dreng, der selv i de mest desperate situationer kunne få øje på de vidundere, verden har at byde på. Ligesom jeg troede, at stormen havde lagt sagt, viste det sig, at det blot var stilhed før den egentlige storm, for hen imod slutningen af fortællingen, tog bogen nemlig en så uventet drejning, at jeg kom til at snappe efter vejret og blive i tvivl om alt det, jeg lige havde læst. Hvor stor en del af Pi's historie var sand? Og hvor stor en del var en maskeret sandhed?

Hver karakter - hvad enten der var tale om menneske eller dyr - havde en yderst defineret personlighed. Forfatterens faglige viden og fascination omkring dyr var tydelig og bærende; dyr fik lov til at være dyr med alt, hvad det indebar, men menneskelige træk kunne findes hos dyrene ligeså vel, som at dyriske træk kunne findes hos menneskene. Selvom den indimellem var blodig, virkede det som en troværdig del af fortællingen - og ikke som en simpel effekt til at skabe spænding.

Yann Martel går en balancegang mellem det ekstraordinære og trivielle, det uforklarlige og det lærerige, det smukke og det grimme, hvilket gør Life of Pi til en enestående læseoplevelse med tryk på oplevelse, for bogen og dens mange allegorier vil blive hos dig, efter den sidste side er vendt, og få dig til at se verden igennem fornyede øjne både hvad angår religion, natur og dig selv. Den præsenterer ikke endegyldige svar og sandheder, men stiller derimod spørgsmål, du kan have med i baghovedet fremover. Helt uden at blinke kan jeg sige, at det er en af de bedste bøger, jeg har læst i mit liv.

11 kommentarer:

  1. Åh ja. Jeg læste den i december, og den satte så dybe spor i mig. Jeg forudså aldrig slutningen, og den vendte op og ned på det hele og efterlod mig forvirret og tvivlende. Det er virkelig en god bog; ikke mindst fordi, den giver så meget stof til eftertanke.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det gør den helt bestemt; de bedste bøger er altid dem, man husker lang tid efter de er læst. Jeg blev også enormt overrasket - og lettere målløs - i den sidste del af bogen. Desuden kunne jeg rigtig godt tænke mig at læse nogle af Martels andre værker.

      Slet
  2. Jeg havde slet ingen forventninger, da jeg gav mig til at læse bogen - men novra, hvor blev jeg overrasket! Det er helt klart også en af de bedste bøger jeg har læst, specielt på grund af slutningen. Det er virkelig en bog, der sætter gang i hjernecellerne.

    SvarSlet
    Svar
    1. Du var ikke alene om at blive overrasket, og så kan jeg kan kun give dig ret i det med hjernecellerne; både bogen som helhed og enkelte passager (som jeg blev nødt til at notere hen ad vejen) gjorde et stort indtryk på mig.

      Slet
  3. Han er en udfordring på grund af de mange groteskheder, som han behandler, men jeg tror bestemt han er nemmere at læse i dag, end på hans samtid, fordi vi i dag ikke bliver stødt på samme måde. Eksempelvis taler han en del om lesbiske forhold, hvilket jo ikke er stødende i dag, som det var tidligere.

    Det glæder mig meget, at du var glad for bogen "Life of Pi". Den er simpelthen så fantastisk!

    SvarSlet
    Svar
    1. Det kan jeg godt se, og jeg finder det inspirerende, hvordan nogle af de gamle forfattere var forud for deres tid.

      Jeg er helt enig! Det er nærmest umuligt ikke at knuselske den bog.

      Slet
    2. Det er lige præcis dét, der gør det så spændende at læse, for selvom forholdene i dag har ændret sig, så kan vi jo sagtens have en forståelse eller en idé om, hvor gruopvækkende nogle tekster må have været.

      Slet
  4. Tænkte godt på det, men folk der ikke er på goodreads skal jo også have muligheden :) Og så er detj o ikke sikkert ens partner har læst noget af det, som står på ens ønskeliste, og pointen er netop at give noget, som man selv kan stå indefor og synes er godt, og som man har en ide om, at modtager vil kunne lide :) Men har godt tænkt tanken om GR :)

    SvarSlet
  5. Jeg har faktisk aldrig fået læst Pi's liv. Jeg ved hvad den handler om, kender slutningen og planlægger at se filmen, men jeg har aldrig fået læst bogen. Og efterhånden som filmen nu også kom osv. så er jeg heller ikke sikker på at jeg kommer til det. Jeg frygter så meget at blive skuffet, når jeg først sidder med den.

    Eeyorenyk
    www.cautious.dk

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg har endnu ikke selv fået set filmen. Planlægger at købe den på blu-ray på et eller andet tidspunkt, for den ser så enormt flot ud ifølge traileren.

      Du kan på baggrund af min anmeldelse se, at jeg er helt og aldeles solgt, hvad angår Pi's Liv, men jeg kan jeg kun på det kraftigste anbefale dig at læse den, på trods af du kender handlingen og slutningen.

      Jeg ved i hvert fald, at jeg selv kommer til at læse den igen og igen og igen i løbet af mit liv, for det er en af den slags bøger, jeg aldrig vil blive træt af.

      Slet
  6. Tak for rosen, Andra! Jeg er glad for, at vi dele samme mening omkring bøgerne i videoen. Tolkiens måde at skrive på er virkelig noget for sig, og det samme er hans univers. For mig fungerer de lange beskrivelser af omgivelserne, og jeg håber da også, at det bliver tilfældet hos dig. "Poison Study" er sådan en god serie! Oprindeligt var den på tre bøger, men nu har forfatteren valgt at skrive til til. Det bliver lidt spændende.

    SvarSlet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...